Jens Chr. Jensen Materialevalget udgør om ikke et alt afgørende, så et væsentligt element i en billedhuggers udtryk. De gængse materialer – GRANIT , marmor eller bronze – besidder hver især så mange individuelle stoflige karakteristika, at overfladen måske i mange tilfælde overskygger, hvad kunstneren dybest set har på hjerte.
Sådan forholder det sig ikke, når man skal beskrive skulptøren Jens Chr. Jensen, som har foretaget nogle helt alternative materialevalg i udformningen af sine skulpturer og relieffer. Faktisk er det på mange måder begrænsende at betegne Jens Chr. Jensen som blot skulptør eller billedhugger, da hans kunstneriske praksis er lige så forankret i installationer og assemblager som i den rene skulptur. Det er dog i skulpturens formrelaterede karakter, man skal finde afsættet, hvis Jens Chr. Jensens værk skal beskrives i enkelte sætninger.
Opbygningen af værkerne er som oftest forbundet til FUND , han gør her og der. Jens Chr. Jensen er en samler, og dette skal ikke ses som et klunserbehov hos kunstneren. Jens Chr. Jensen ser mulighederne i ting, som forbrugssamfundet har kasseret og bortkastet. Dermed transformerer han skrammel om til kunst, og der er vel at mærke tale om kunst, der rummer udtryk af stor æstetisk skønhed. Kasserede genstande og objekter giver således materiel næring til Jens Chr. Jensens arbejder, og der er vel at mærke ikke tale om såkaldte “skraldeskulpturer”, som man f.eks. for år tilbage kunne opleve det hos en kunstner som Henry Heerup.
Hertil er Jens Chr. Jensens billedlige tilgang til stoffet bundet alt for meget op på klar form og æstetik. I bogen ‘Nu & Da’ om Jens Chr. Jensen har kunsthistoriker Bente Jensen blandt andet formuleret følgende om ham: “Hans værkers forfinede materialeæstetik og stramme form åbner for forfaldets ekspressive poesi og for konstruktionens rene formalistiske skønhed.” / Lars Svanholm.
